26. januar 2024 - kl. 10:00

Combitherm udnævner ny CEO

Torben Hallstrup, nu CEO har kørt et tæt parløb gennem en årrække med ejer Henrik Christoffersen

Torben Hallstrup er ny adm. direktør for Combitherm A/S i midtjyske Them, og afløser dermed ejerleder Henrik Christoffersen. Combitherm producerer isolerende måtter og termohætter til en lang række industrier i både indland og udland.

Torben Hallstrup, 57 år, har været ansat i Combitherm A/S i seks år, i starten som business unit manager, og i de sidste fire år som driftsdirektør (COO). Han er nu pr. 1. januar 2024 udnævnt til adm. direktør (CEO) i virksomheden. Torben Hallstrup er gift, bosiddende i Ry i Midtjylland, og har to børn.

”Jeg har i princippet fungeret som adm. direktør i de senere år, og har været godt hjulpet af vores ejer, Henrik Christoffersen, der nu synes, at det er på tide officielt at overlade det fulde ansvar for virksomheden til mig”, siger Torben Hallstrup.

Med udnævnelsen til adm. direktør følger også ansvaret med at drive virksomheden mod nye vækstmål - særligt på eksportmarkederne og ikke mindst at sætte fart på udviklingen af bæredygtighed i Combitherm. Her er Torben Hallstrup godt hjulpet af en professionel bestyrelse, hvor ejer Henrik Christoffersen fortsat sidder.

Ønsker mere tid

Henrik Christoffersen, 69 år, har sideløbende med posten i Combitherm A/S, haft det overordnede ansvar for både Combitherm A/S og Combi-Therm Consumer A/S, der ligger i Randers.

”Det har fungeret fint i alle årene, men jeg er ved at nå en alder, hvor jeg trods alt også gerne vil have tid til lidt andet”, siger Henrik Christoffersen om forfremmelsen af Torben Hallstrup. Henrik Christoffersen er bosiddende i Vejle, og kom ind i virksomheden i 1991 som økonomichef. Han overtog halvdelen af virksomheden i 1995, og købte partneren Jørck & Larsen A/S ud i 2010.

”I 2018 spaltede vi virksomheden op i to, så hver enhed kunne fokusere og udvikle sig i deres respektive segmenter, hvor Combitherm A/S ligger i B2B segmentet, mens Combitherm Consumer, som navnet antyder, er rettet mod B2C segmentet”, siger han.

Ambitiøse planer

Combitherm har udviklet sig med årene, og under Torben Hallstrups ledelse er nye mål blevet sat.

”Vi har en ambitiøs vækststrategi for de kommende år, hvor vi gerne skal vokse organisk med 10 procent årligt. Det skal især ske gennem øget fokus på eksportmarkederne indenfor pharma og fødevarer. Samtidig arbejder vi strategisk med bæredygtighed, både produktmæssigt og virksomhedsmæssigt, så vi bl.a. kan reducere vores ressourceforbrug og fremadrettet også levere termoløsninger, der i endnu højere grad imødekommer den bæredygtige udvikling. Vi arbejder også aktivt med CSR, hvor vi gennem sprogundervisning for vores udenlandske medarbejdere, der blandt andet kommer fra Syrien, har fokus på integrationen og på at hjælpe den daglige forståelse på vej i Combitherm,” siger Torben Hallstrup, der ser frem til at drive Combitherm mod de ny mål.

Yderligere oplysninger

Spørgsmål kan rettes til CEO Torben Hallstrup, th@combitherm.dk eller 2334 0180.

 

Læs mere om Combitherm

 

Foto: Torben Hallstrup, nu CEO har kørt et tæt parløb gennem en årrække med ejer Henrik Christoffersen, som nu har overdraget ansvaret for Combitherm til Torben Hallstrup.