7. juli 2021 - kl. 00:00

Asfalten holder varmen – hele vejen

Når Munck Asfalt a/s kører asfalt ud fra værket og ud til vejen, hvor den skal lægges, er der styr på temperaturen på den varme asfalt. Det skyldes specialfremstillede måtter fra Combitherm A/S, der er specialister i specielle og udfordrende opgaver indenfor temperaturstyring

Vi kender alle synet af store rygende lastbiler, der holder med varm asfalt, klar til at blive lagt ud på vejen. Asfalt skal være rygende varm, når den lægges ud, ellers bliver den stiv og klæg at arbejde med. Derfor skal temperaturen holdes så højt oppe som muligt hele vejen, fra den er asfaltværkets silo og ned i lastbilen, og til den lægges ud på vejen og tromles.


Hos Munck Asfalt, der har værker i Aalborg, Kongensbro, to steder på Fyn og i Svogerslev ved Roskilde, har man på værket i Kongensbro valget at etablere et samarbejde med firmaet Combitherm, der er specialister i at lave måtter til mange forskellige brancher og formål. 

Skal holde hele dagen

De specialsyede måtter lægges ud oven på et lærredstæppe, der ligger direkte på asfalten i ladet, og dermed holder måtten temperaturen oppe på asfalten. Også selv om der går en hel dag med 10-15 forskellige adresser, hvor vejen skal repareres med varm asfalt. Når asfalten forlader siloen, er den ca. 170 grader varm.


"Vi har lige nu to af disse måtter fra Combitherm, og det bliver nok til flere, for det fungerer rigtigt godt", fortæller Martin Boutrup, der er afdelingsleder i Munck Asfalts afdeling i Kongensbro, der ligger ved Gudenåen i Midtjylland. 

Til reparationer

Måtterne bruges af de hold, der kører ud og reparerer huller og mindre skader i vejene. Det betyder, at der på en dag kan være 10-15 forskellige adresser i regionen, hvor lastbilen med den varme asfalt skal forbi. Det er derfor mange timer, at asfalten skal holdes varm.


"Det er lang tid, at asfalten skal holdes varm, og der åbnes jo ind til læsset hver gang, vi skal have asfalt ud. Så det kræver en god isolerende måtte at holde varmen inde, men erfaringerne viser, at det går rigtigt godt", siger han, og tilføjer at temperaturen ikke må falde under 120 grader.


Når lastbilen kører ind under siloen med den varme asfalt, og asfalten er tappet ned i bilen, så udlægges først et lærred over den rygende varme asfalt. Det er mest fordi der ikke skal komme bitumen på den isolerende måtte fra Combitherm.


"Den isolerende måtte lægges så ud over lærredet og asfalten nede i ladet. Dermed holdes asfalten rigtig varm, så der kan arbejdes med den, når vi kommer ud på adressen", fortæller Martin Boutrup. 

Travl årstid

Ca. 50 medarbejdere er i gang i højsæsonen på asfaltværket i Kongensbro. På et stort grundareal ligger i sirlig orden alle de forskellige sten- og grustilslag, der skal i asfalten.

Desuden er der også et bjerg af gammel asfalt, som genbruges i ny asfalt. Der findes mange forskellige typer asfalt, og alt efter hvilken type, der er tale om til en konkret opgave, blander anlægget ud fra en specifik recept selv det rigtige mix, som så varmes op i en stor tromle.

Dernæst tilsættes bitumen, der er det sorte oliebaserede materiale, der varmes op sammen med de glohede sten i blanderen. Den færdige asfalt er nu ca. 170 grader varm, afhængig af asfalttype, og køres op i siloen i en kærre, der trækkes op ad et spor til toppen af et højt silotårn med wiretræk. Lastbilen henter her sin asfalt, som med det samme dækkes over af lærred og måtten fra Combitherm, og dermed er den klar til afgang ud på de danske veje.   

Martin Boutrup, afdelingschef i Munck Asfalt, viser her, hvor den færdige asfalt køres op i siloen til afhentning af lastbilerne.Martin Boutrup, afdelingschef i Munck Asfalt, viser her, hvor den færdige asfalt køres op i siloen til afhentning af lastbilerne.