1. januar 0001 - kl. 00:00

Pallehætter er en let, praktisk og særdeles holdbar løsning

Kølemad til ældre skal håndteres og leveres ud fra nogle skrappe krav om korrekt temperatur hele vejen fra produktion til aflevering. Det lever Madservice Vejen til fulde op til. Siden 2011 har det store fælleskøkken brugt pallehætter fra Combitherm til at sikre en fast lav temperatur, når maden skal fragtes ud til modtagerne.

-Vi samler alle leveringer i nogle særlige rullebure, som opbevares i et rum, hvor temperaturen er tre grader. Transporten ud til ældrecentrene og de private hjem foregår i en kølebil med fem grader i lastrummet, og pallehætterne sørger for, at temperaturen i maden aldrig bliver for høj – selv ikke på en varm dag, siger cheføkonoma hos Madservice Vejen Gitte Larsen.

Det store fælleskøkken i Holsted blev etableret i 2011 og leverer alle hverdage mad til godt 800 primært ældre borgere, der er tilknyttet ordningen. Maden skal hver dag leveres på over 30 forskellige destinationer i Vejen Kommune, og med et sårbart produkt i lasten er den korrekte temperatur afgørende.

-Det var KEN Storkøkkener, der anbefalede os pallehætterne fra Combitherm, da køkkenet her åbnede i 2011. Tidligere proppede vi køleelementer ned i hver kasse, men det er mere besværligt og tager fremfor alt mere tid, fordi elementerne skal flyttes hver eneste gang. Her er hætterne den helt optimale løsning, for de er lette at sætte på, og så snart de er lynet til, holder de på kulden – selv på en varm dag, siger Gitte Larsen.

For hende og de 30 ansatte hos Madservice Vejen er der flere fordele ved pallehætterne:

-Når burene skal trilles fra kølerummet til bilen og igen, når de skal afleveres, kommer de kortvarigt ud i fri luft. Her beskytter hætterne mod støv, snavs og skidt, og vi skal ikke bekymre os over, at en fugl slipper en klat ned i maden, fordi det hele er godt beskyttet. Samtidig er hætterne lette at gøre rene og tørre af, når det er nødvendigt, og når de ikke er i brug, er det let at rulle dem sammen og lægge dem til side, påpeger cheføkonomaen.

De oprindelige pallehætter er blevet udskiftet her i 2020, og det giver også et anerkendende ord med på vejen fra Gitte Larsen:

-Selvfølgelig er det en vis udskrivning at købe 16-17 nye hætter på én gang, men omvendt holder de utroligt længe. Vi bruger dem hver eneste dag og har aldrig haft problemer med dem. Derfor var jeg heller ikke i tvivl, da vi tidligere i år fandt ud af, at de gamle hætter skulle skiftes – vi skulle selvfølgelig have nye i en tilsvarende model, som er skræddersyet til vores formål, siger hun og giver gerne en anbefaling videre:

-For os har det været en rigtig god investering. Hætterne er lette at arbejde med i hverdagen, de er solide – og fremfor alt holder de maden nede på den temperatur, der er påkrævet, siger Gitte Larsen.